Viborg Ro- og Kajakklub har med støtte fra Friluftsrådet fået bygget en lille handy trailer til vores havkajakker. Den gør det meget nemmere for små grupper at tage på tur i de omkringliggende farvande.
Traileren er nem at manøvrere med og nem at laste også for de af os, der grundet køn og alder ikke er så stærke 😊 Traileren kan bære 4 havkajakker, så det passer lige til en bilfuld personer, der kan tage på weekend tur på Limfjorden, Mariager Fjord, Horsens Fjord mm for med i pengene fra Friluftsrådet hører også telt og kogegrej.
Projektet som Friluftsrådet har bevilget pengene til hedder: ”Når Viborg Søerne bliver for små” og ligger i forlængelse af et tidligere projekt: ”Viborgs kvinder vil ro havkajak” hvor en gruppe 50+ kvinder i klubben ansøgte Friluftsrådet om penge til indkøb af 2 glasfiber havkajakker – og fik dem!
Den nye trailer har allerede været i brug flere gange i forbindelse med træningsaftener på Idrætshøjskolen og nogle ture på Hjarbæk Fjord.